Alderdom er ikke for pyser

"Når nuet er fyldt af minder..." En fotoserie af Kit Haig

Elsas historie

Der er travlt. Elsa bliver madet af en utålmodig plejer, som har travlt – Elsa har svært ved at synke og vil helst holde koppen selv, når hun drikker. Plejeren skubber Elsas hånd væk og siger: ”Nej, du kan ikke, kom nu; drik”. Elsa forsøger at drikke, men får drikken galt i halsen, fordi plejeren hælder for hurtigt. Da siger plejeren, at hun nok er færdig, sætter koppen på bordet og kaster den halvspiste brødskive i affaldsspanden. Elsa forstår ikke, men rækker hånden ud og griber koppen, som hun med et smil løfter op til munden. Hun drikker, men søler. Plejeren råber: ”NEJ ELSA”. Elsa skvætter og tårerne begynder at trille. Plejeren tager brysk koppen ud af Elsas hånd, vender hurtigt rullestolen væk fra bordet og siger: ”Ja, så kan du jo sidde på dit værelse i dag” og går fra stuen med Elsa. Det synes måske ikke som det store overgreb. Men for Elsa kan det betyde, at hun hver dag resten af livet vil være ræd for at gøre plejeren sur uden at forstå, hvad hun har gjort galt. Eller måske bliver hun straffet ved at skulle sidde med fuld ble, selv om hun har et siddesår, som svier. Elsa har, som de fleste andre på afdelingen, mistet sit sprog, sin forstand, sin værdi, sin kontrol. De har mistet alt, de er rædde og de kan ikke formidle ved at snakke. Jeg tog min mor, som sad i rullestol, med ind til Elsa, da ingen så det. Der sad Elsa og græd, bare en meter indenfor med ansigtet vendt mod døren. Jeg trillede hende hen til sofaen ved siden af mor og satte mig der og klappede Elsa på hånden. Hun smilede og faldt i søvn. Det gjorde mor også, så jeg blev siddende der og tænkte over, hvad jeg kunne gøre. Fire timer sad vi der. Ja, der gik fire timer, før nogen kom for at se til Elsa. Ingen kærlig datter ville have mulighed for at opdage, at hendes mor havde været udsat for overgreb. Jeg er sikker på, at hvis noget lignende havde hændt Elsas datter i børnehaven, ville samfundet have reageret i foragt og gjort noget ved det.

Elsa’s story

The place is busy. Elsa is being fed by an impatient carer that is in a hurry – Elsa, having difficulty with swallowing, would rather hold the cup herself when she drinks. The carer pulls Elsa's hand away and says, "No, you cannot, come on; drink". Elsa tries to drink, but chokes because the carer pours too fast. Then the carer says that Elsa probably has finished, and puts the cup on the table and throws the half-eaten slice of bread into the bin. Elsa does not understand, she reaches out and grabs the cup, which she with a smile lifts up to her mouth. She drinks, but it spills. The carer yells "NO ELSA". Elsa looks frightened and tears start to roll. The carer takes the cup briskly out of Elsa's hand, turning the wheelchair quickly away from the table and says, "Yes, ok you want to go and sit in your room today“ and leave the living room with Elsa. It may not be considered a major assault. But for Elsa it could mean that every day for the rest of her life she will be afraid of making the carer angry without ever understanding what she has done wrong. Or maybe she will be punished by sitting with a full diaper, although she has pressure sores and will never be able to speak out about it to anyone. Elsa, like most others in this section of the nursing home, has lost her language, her esteem, and control. They have lost everything, they are afraid, and they cannot communicate by talking. I took my mother, who was sitting in a wheelchair, with me into Elsa’s room. There Elsa was placed, just a metre inside, facing the door. I moved her off to the couch next to Mom and I sat down and stroked her hand, she smiled and fell asleep and so did my mom. I sat there thinking about what I could do. Four hours we sat there. Yes, four hours went by before someone came to look for Elsa. And no loving daughter would have the chance to discover, detect or be aware that her mother had been assaulted in the morning. I'm sure that if it had been known that something similar had happened to Elsa's daughter long ago in the kinder garden then society would have acted in contempt and done something about it.

La historia de Elsa

Hay bullicio. Elsa está siendo alimentada por un cuidador impaciente que tiene prisa - Elsa tiene dificultad para tragar y prefiere sostener el vaso, incluso cuando bebe. El cuidador empuja la mano de Elsa y dice: "No, tú no puedes; bebe”. Elsa intenta beber, pero la bebida va por el mal camino a que el cuidador vierte demasiado rápido. Entonces el cuidador dice que probablemente ha terminado, pone la taza sobre la mesa y tira la rebanada del pan a medio comer en la papelera. Elsa no lo entiende, pero se extiende y recoge el vaso que eleva con una sonrisa hasta la boca. Ella bebe, pero revuelca. El cuidador le grita "NO ELSA". Elsa da un salto y las lágrimas empiezan a salir de los ojos. El cuidador coge bruscamente la taza de la mano de Elsa gira rápidamente la silla de ruedas fuera de la mesa y dice: "Sí, ¿por qué no te sientas en tu habitación hoy?" y sale del comedor con Elsa. Puede que no parezca como un gran asalto. Pero para Elsa podría significar que todos los días durante el resto de su vida tendrá miedo de ofender al cuidador sin entender lo que ha hecho mal. O tal vez ella tiene que estar sentado con pañal sucio como castigo, a pesar de que tiene úlceras que pican. Elsa, al igual que la mayoría de los otros en el departamento, ha perdido el lenguaje, su sentido, su valor, su control. Han perdido todo, tienen miedo y no pueden comunicarse por habla. Llevé a mi madre que estaba sentada en una silla de ruedas a la habitación de Elsa cuando nadie lo vio. Allí estaba Elsa sentada, llorando a sólo un metro desde la puerta dentro de su habitación. Le di la vuelta al sofá al lado de mamá y me senté allí, palmando la mano de Elsa. Ella sonrió y se durmió. También se durmió mamá, así que me quedé sentada pensando en lo que podía hacer. Pasamos cuatro horas pasamos sentados allí. Sí, pasaron cuatro horas antes de que alguien vino a ver por Elsa. Ninguna hija sería capaz de descubrir que su madre había sido maltratada. Estoy segura de que si algo similar había ocurrido con la hija de Elsa en la guardería, la sociedad habría reaccionado con disgusto y habrían hecho algo al respecto.

Karis historie

Mandag morgen kl. 09.30 kommer jeg tilbage til afdelingen efter den daglige morgentur med hunden. Normalt er dette tidspunktet, hvor jeg triller mor ind til naboen Kari, så vi kan drikke formiddagskaffen sammen. Døren til Kari er dog lukket, så efter at have sat hunden op på mors skød, går jeg hen for at finde en plejer og spørge om noget er galt hos Kari. Jeg får at vide, at hun har lægebesøg. Ved frokosttid hører jeg lyde inde fra Kari, men døren er forsat lukket, men nogen er jo derinde, de plejer hende nok, tænker jeg. Først da jeg henter kaffe efter frokost får jeg en ubehagelig følelse. Døren er forsat lukket, men det pusler derinde. Jeg banker på, men ingen svarer. Da mærker jeg blodet fryse til is. Noget er galt. Jeg åbner døren forsigtigt og der på gulvet, inde under bordet sidder ellers så blide Kari med kinder våde tårer og iskolde hænder fra det frysende gulv. Der sidder hun helt klemt fast mellem rullestolen og bordbenet. Jeg knipser et par foto i fuld fart og så sætter jeg mig ned og holder om hende. Hun klapper mig på hovedet. Jeg lægger dynen over hende og går for at få hjælp til at få hende op. Kari døde et par måneder senere, og først da blev det opdaget, at hun havde brækket en hofte… dette er en dame, som bliver plejet hver dag, vaskes, får tøj på og tøj af, og det eneste, som blev registret var, at hun altid var i dårligt humør. Hold kæft siger jeg bare, hun havde jo forbasket ondt i sin brækkede hofte. Spørgsmålet er, om uddannet personale, sygeplejersker, ville have opdaget dette? Hvordan kan det være ansvarligt med kun en sygeplejerske på et plejehjem med 50 beboere, og hun har nok at gøre med det administrative på sit kontor. Du ser hende kun, hvis de ufaglærte medarbejdere syntes hun skal tilkaldes, men egentlig vil de helst ikke forstyrre hende.

Karis story

On Monday morning at 9.30, I returned to the ward after the daily morning walk with my dog. Usually this is the time when I take mother to the neighbour Kari, so we can drink morning coffee together. The door to Kari’s room is closed, so after placing the dog on mother's lap, I go looking for a carer to ask if something is wrong with her. I am told that she has a doctor’s visit. At lunchtime, I hear sounds from inside Kari’s room, but the door is still closed. Someone's in there, the nurses are probably attending to her, I think. Not until later when I am going out for some coffee after lunch, do I get an uncomfortable feeling. The door is still closed, but there are faint noises in there. I knock, but no answer. Then I feel my blood freeze. Something is wrong. I open the door cautiously and there on the floor, underneath the table sits the gentle Kari with cheeks wet with tears and icy hands from the freezing floor. There she sits completely stuck between the wheelchair and the table leg. I snap a few photos at full speed, and then sit down and embrace her. She pats me on the head. I put the covers over her and go for help to get her up. Kari died a few months later, and only then was it discovered that she had broken a hip ... this is a lady who is cared for every day, washed, dressed and undressed, and the only thing that was noticed was that she was always in a bad mood. Come on, she had a terrible pain in her fractured hip. The question is whether trained staff, nurses, would have discovered it. How can it be acceptable and sensible to have only one nurse in a nursing home with 50 residents and she is often busy with the administrative tasks in the office? You see her only if the care workers feel she must be called, but really they would rather not disturb her.

La historia de Kari

El lunes por la mañana a las 09:30 regreso al departamento después de la caminata de la mañana de todos los días con el perro. Por lo general, este es el momento en el que llevo a mi madre a la vecina Kari para tomar el café de la mañana juntas. La puerta de Kari está cerrada y por lo tanto pongo el perro en las rodillas de mi madre y voy a buscar un cuidador y preguntar si algo está mal con Kari. Me informa que tiene visita del médico. A la hora del almuerzo, escucho sonidos desde el interior de la habitación de Kari, pero la puerta sigue cerrada. Como alguien está ahí, pienso que probablemente la están cuidando. No es hasta que voy por un café después del almuerzo cuando me entra una sensación incómoda. La puerta sigue cerrada, pero salen ruiditos de la habitación. Golpeo la puerta, pero nadie contesta. Entonces mi sangre se congela. Algo ha pasado. Abro la puerta con cautela y allí en el suelo, debajo de la mesa está sentada la tan aplacible Kari con las mejillas húmedas de lágrimas y las manos heladas del suelo frio. Allí está sentada completamente sujeta entre la silla de ruedas y la pata de la mesa. Tomo unas cuantas fotos a toda velocidad y luego me siento y la abrazo. Ella me da palmaditas en la cabeza. Pongo una manta sobre su cuerpo y voy en busca de ayuda para levantarla. Kari murió unos meses más tarde, y sólo entonces se descubrió que se había roto una cadera... esto es una señora que fue cuidado todos los días, lavada, vestida y desvestida y la única cosa que se registró era que siempre estaba de mal humor. ¡Bueno, tenía un maldito dolor en su cadera fracturada! La cuestión es si un personal capacitado (enfermeras) habrían descubierto esto. ¿Cómo puede ser responsable con sólo una enfermera estar de turno en un hogar de ancianos con 50 residentes, y ella con tareas administrativas suficientes que hacer de su oficina. La ves sólo si el personal no cualificado estima que debía de ser llamado, pero en realidad prefieren no perturbarla.

Oles historie.

Ole, som er blevet lam fra halsen og ned, sidder i en helt speciel liggerullestol. Ole er en stor mand med et åbent og smilende ansigt. Han har humor, er en spilopmager og lysstråle i en ellers dyster fællesstue. Men selv Ole kan opleve tunge dage, og da er han krakilsk. Jeg forstår, at personalet kan blive både utålmodige og irriterede, men den måde Ole ofte bliver behandlet på er helt hjerteskærende forkert. Det er altid vigtigt for Ole, at han kan se sine hænder og fødder, og hvis vi tænker os om, er det jo faktisk til at forstå. Han har ingen følelse i sine lemmer, og den eneste måde han kan vide, at han har hænder, arme og ben med fødder er, når han kan se dem. Så han sidder der som en kæmpe hvalros, fuldstændig hjælpeløs og det eneste han forlanger er, at han bliver placeret sådan, at han kan se sine hænder og fødder. Han har et sprog af høje lyde og dem bruger han, når noget er galt, og det er der ofte, fordi personalet ikke har tid til at sikre sig, at Ole kan se sine hænder og fødder. Det kan nemlig tage op til 30 minutter at få endelig godkendelse af Ole, når du skal placere hans hænder og fødder, for Ole har også tunnelsyn, og placeringen skal være indenfor hans synsfelt. Jeg forstår, at det er Oles højrøstede skrig og tidspresset, som får ellers søde mennesker til at skrige tilbage: ”Vær stille nu” eller kommer med trusler: ”Vil du ligge i din seng i dag Ole”? Men som regel bliver problemet Ole skubbet ind bag en lukket dør. Mange gange gik jeg ind til Ole og tørrede hans tårevædede kind, som han ikke selv kunne tørre - manden er jo lam for fanden. Når hans hænder og fødder var placeret, som han ville have det, kunne han sidde hele resten af dagen smilende og leende i fællesstuen til stor glæde for alle damerne.

Ole´s Story

Ole, who is paralyzed from the neck down, sits in a special wheelchair. Ole is a big man with an open and smiling face. He has a sense of humor, and is a mischief-maker, a beam of light in an otherwise gloomy room. But even Ole can experience down-days, and then he is cantankerous. I understand that the staff can be both impatient and irritated, but the way Ole is often treated is quite heartbreaking. It is always important for Ole that he can see his own hands and feet, and if we think about it, it is possible to understand why. He has no feeling in his limbs, and the only way that he can know he has hands, arms and legs and feet is when he can see them. So he sits there like a giant walrus, utterly helpless and the only thing he asks is that he be placed so that he can see his hands and feet. He has a language of high sounds which he utters when something is wrong and that happens often because the staff do not have time to ensure that Ole can see his hands and feet. It can take up to 30 minutes to get his final approval when you place his hands and feet because Ole is also suffering from tunnel vision, and therefore they must be placed within his field of vision. I understand that it is Ole’s loud screams and the time pressure, which make otherwise nice people shout back: "Be quiet now" or make threats: "Do you want to lie in your bed today, Ole"? But usually Ole, the problem, gets pushed away behind a closed door. Many times, I went to Ole and wiped his tears, which he himself could not dry - the man is paralyzed, God damn. When his hands and feet were placed as he wanted them, he could sit all the day in the living room smiling to the delight of all the ladies

La historia de Ole

Ole, paralizado desde el cuello hasta los pies, está sentado en una silla de ruedas especial. Ole es un hombre grande con una cara despejada y sonriente. Tiene humor, es un bromista y un rayo de sol en el salón común un poco sombrío. Incluso Ole puede experimentar días pesados hasta ponerse quejumbroso. Entiendo que el personal puede ser a la vez impaciente e irritado, pero la forma en que Ole a menudo es tratado es desgarradamente mala. Es muy importante para Ole poder ver sus manos y pies, si pensamos en ello, de hecho, se puede entender. No tiene la sensibilidad en sus extremidades, y la única manera que puede saber que tiene las manos, los brazos, las piernas y los pies es cuando puede verlos. Así que él sentado allí como una morsa gigante, totalmente impotente y lo único que pide es que se le coloque de tal manera que pueda ver sus manos y pies. Tiene un lenguaje de ruidos fuertes y aquellos los usa cuando algo está mal lo que ocurre con frecuencia porque el personal no tiene tiempo para asegurar que Ole vea sus manos y pies. Se puede tomar hasta 30 minutos para conseguir la aprobación final por Ole cuando trata de colocar las manos y pies, porque Ole también tiene visión túnel, y la ubicación de sus manos y pies debe estar dentro de su campo de visión. Entiendo que sus fuertes gritos e impaciencia hagan que personas normalmente agradables les grite: "Cállate ahora" o le amenacen diciéndole: "¿Quiere pasar el día en la cama Ole"? Pero el problema Ole se coloca detrás de una puerta cerrada. Muchas veces fui a la habitación de Ole a limpiar su rostro lleno de lágrimas, que el mismo ni siquiera podía secar - ¡el hombre está paralizado, por Dios! Cuando sus manos y pies fueron colocados como lo deseaba, podía permanecer sentado todo el día sonriendo y riendo en el salón común para el deleite de todas las damas.

En bøn.

Til slut en bøn til alle jer vidunderlige mennesker, som har valgt at arbejde i pleje- og omsorgssystemet. Husk dog på at være tilstede for de mennesker, I arbejder for, de gamle, de syge, de, som trænger jeres hjælp.

Hvor i arbejdslivet kan man forvente at komme på arbejde og snakke med sine kollegaer om sit privatliv i otte timer? Ja jeg spørger bare.Nu har jeg med egne øjne set hverdagen i jeres arbejdsliv og i gennem det år jeg bodde på plejehjemmet sammen med mor hørte jeg alt for ofte på de mest private samtaler henover en gamle syge person, som slet ikke kan følge samtalen, som bliver forvirret og til tider bange, uden at I ser det, fordi I er så ”proffe”, at I klarer det praktiske uden at se den person, I står overfor. Uden at være tilstede for individet "flår" I tøjet af, mens I mellem sætningerne om fredag aftens knald og lørdagens tømmermænd, får skudt ind: så, så lille Edi, nu skal vi op, uden at se på Edi, uden at se angsten i hendes øjne.

Ja undskyld mig, men jeg håber hver og en, som genkender sig i dette, vil skamme sig og rydde op og tage ansvar i sit liv. Og til de, som må arbejde med sådanne uansvarlige kollegaer, er min bøn, at I finder mod til at sige fra.

A prayer

Finally, a plea to all you wonderful people who have chosen to work in the health care system. Remember to be there for the people you work for, the old, the sick, those who need your help. In a working life, where can you expect to go to work and talk with colleagues about personal matters for eight hours? Yes, I am just asking. Now, I have seen at first hand your work days and listened to the most private conversations in front of old sick people who do not understand the conversations, who become confused and sometimes frightened without you noticing it because you are so "professional" that you are handling the practical work without noticing the person in front of you. Without being present, undressing the person while, in between sentences about Friday night’s lay and Saturday's hangover, you utter “so, so little Edi, now you have to get up”, without looking at Edi, without seeing the fear in her eyes. Yes, excuse me, but I hope everyone who recognize himor herself in this kind of situation will be ashamed and clean up and take responsibility for his or her life. And for those who must work with such irresponsible colleagues, my prayer is that you will find the courage to speak out.

Una oración a dios

Por último, una petición a todos ustedes, gente maravillosa, que trabajan en el sistema de salud. Recuerde estar presente para la gente que trabaja, los ancianos, los enfermos, los que necesitan su ayuda. ¿En la vida laboral, dónde se puede ir a trabajar y hablar con colegas sobre su vida privada por ocho horas? Sí, sólo estoy preguntando. Porque ahora he visto con mis propios ojos sus días de trabajo y escuchado las conversaciones más privadas por encima del anciano enfermo que no entiende la conversación, que se confunde, que ya a veces se asusta, sin lo ves porque están tan "profesionales," que puedan trabajar sin ver a la persona enfrente de ustedes. Sin ver la persona le quitan su ropa, mientras que entre las frases sobre el polvo echado el viernes por la noche y la resaca del sábado, le dicen: así, Edita, es hora de levantarnos, sin mirar a Edi, sin ver el miedo en sus ojos. Discúlpeme, pero espero que todo aquel que se reconoce en esta situación, se avergonzará, revise y asuma la responsabilidad por su vida. Y para aquellos que trabajen con colegas tan irresponsables, pido que se encuentren el coraje de hablar en claro.